Per Nørgård antændte i 1968 opdagelsen af Rued Langgaards musik, da han præsenterede sin komponistkollega György Ligeti for partituret til det visionære storværk Sfærernes Musik. I samme periode skabte Nørgård sin uendelighedsrække, der åbner op mod nye musikalske horisonter nært forbundet med himmelrummets uendelige udstrækning. Ved denne stort anlagte koncert, hvor hele Ribe Domkirke inddrages i Bo Gunges rumlige realisering af Sfærernes Musik, bliver vi også vidne til uendelighedsrækkens fødsel i Voyage into the Golden Screen – en musik hvori Per Nørgård lægger op til, at vi kan “genopdage os selv som kosmiske væsner”. Koncerten byder også på Voyage into the Broken Screen, hvor Per Nørgård som moden komponist hylder sit store nordiske forbillede Sibelius og bygger videre på sin ungdoms uendelighedsrække. Endelig byder koncerten på intet mindre end en verdenspremiere af Hans Abrahamsens transskriptioner for orkester af tre af Langgaards Gitanjali-Hymner, der hylder universet og den guddommelige kraft, som binder alt sammen.
Per Nørgård: Voyage into the Golden Screen (Rejse ind i den gyldne skærm) for kammerorkester (1968) (20’) - I Lento molto - II Lento, poco rubato
Rued Langgaard: Tre stykker fra Gitanjali-Hymner (efter Tagore) (1918) for orkester. Transskriberet af Hans Abrahamsen (2020) (15’).
Uropførelse - Tavshedens Hav - Regnfulde Blade - Gyldne Strømme Pause Per Nørgård: Voyage into the Broken Screen – Hommage a Sibelius for strygeorkester (1995) (5’).
Dansk førsteopførelse Rued Langgaard: Sfærernes Musik for soli, kor, orkester og fjernorkester BVN 128 (1916-18) i versionen Rumrejsen til Sfærernes Musik. Udarbejdet af Bo Gunge til rumlig opførelse i en katedral. (35’)
Carina Tybjerg Madsen, Sopran
Vor Frelsers Kirkes Kor
Sønderjyllands Symfoniorkester
Studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium (fjernorkester i Sfærernes Musik)
Dirigent: David Niemann
Korindstudering: Mikkel Andreassen
Lysdesign: Lars Egegaard Sørensen